Det japanske ord ikigai bliver ofte oversat til noget i retning af det, der gør livet værd at leve eller en grund til at stå op om morgenen.
Og det minder mig om mit eget afsæt i A LOVE STORY.
For det vi elsker, behøver ikke altid at være stort. Det behøver ikke være vores arbejde, vores livsmission eller noget, vi kan forklare med en perfekt plan.
Det kan være det, vi bliver ved med at vende tilbage til.
Det der får os til at glemme tiden.
Det vi mærker i kroppen, før vi kan forklare det med hovedet.
Et menneske. Et sted. En idé. At skabe noget med hænderne. At danse. At være tæt på havet. At bygge noget op. At passe en have. At samle mennesker omkring et bord.
Bare det der gør os mere levende.
Ikke hvad vi bør gøre. Hvad der er fornuftigt. Hvad der kan betale sig. Hvad andre kan forstå. Eller hvad der passer ind i det liv, vi allerede har bygget.
Men bare få øje på den længsel, der ligger og kalder.
For mig handler A LOVE STORY i høj grad om den bevægelse.
Ikke fordi vi nødvendigvis skal vende hele vores liv på hovedet. Men om at give plads til det, vi holder af. Og tage det alvorligt, fordi det er med til at gøre vores liv rigere.
For vi ved jo, at det vi giver vores tid og opmærksomhed til, langsomt bliver til vores liv.
Og det er netop en del af A LOVE STORY.
For en love story behøver ikke kun være mellem to mennesker.
Vi kan have en love story med kunsten. Med naturen. Med et fag. Med et sted. Med en drøm, vi ikke helt har kunnet slippe. Med den lille ting, der popper frem, som vi endnu ikke ved, hvor fører hen – andet end at vi kan mærke, at hjertet slår en ekstra takt.
Og måske begynder den vigtigste del ikke med at finde svaret på, hvad vores ikigai er.
Måske begynder den langt mere enkelt:
Hvad holder du så meget af, at du har lyst til at give det mere plads i dit liv?