En væg behøver ikke være perfekt komponeret.
Den behøver heller ikke bestå af værker i samme størrelse, samme type ramme eller den samme farveskala for at hænge sammen.
Faktisk synes jeg ofte, det bliver mere interessant, når ikke alt passer perfekt sammen. Det er dér, man mærker livet. Og måske er det netop dét, der på sin egen måde gør det perfekt.
Et fotografi bag glas. Et stort originalværk med en taktil overflade. En lille plakat, du stadig holder af. Et fund fra et marked. En sten eller muslingeskal fra en rejse. Noget indrammet og præcist ved siden af et råt lærred med flossede kanter.
Det er i mødet mellem de forskellige overflader, materialer og historier, at væggen begynder at få karakter.
Glasset reflekterer lyset. Det rå lærred absorberer det. Sand, pigment og stof skaber skygger og forandrer sig, når du bevæger dig gennem rummet. Noget kalder på afstand. Noget andet får dig til at gå helt tæt på.
Det er også en af grundene til, at jeg arbejder med så forskellige udtryk i mine egne værker.
En akvarel med passepartout, glas og ramme kan være enkel og næsten stram. Mine rå lærreder hænger løst direkte på væggen, eventuelt med de små messingsøm, der følger med værket. Og på de opspændte lærreder bygger jeg overfladen op med blandt andet sand, pigment og overskydende silke.
Jeg kan godt lide, når de mødes.
Når det elegante får noget råt ved siden af sig. Når et stort værk ikke nødvendigvis får hele væggen for sig selv. Når noget, du har købt, hænger sammen med noget, du har fundet. Og når det personlige ikke bliver gemt væk, bare fordi det ikke passer ind i en bestemt indretningsstil.
For dit hjem er ikke en styling.
Det er et sted, der fortæller noget om det liv, der bliver levet i det.
Så måske skal du ikke begynde med spørgsmålet: Hvad passer sammen?
Begynd med: Hvad vil jeg gerne have omkring mig?
Og lad så materialerne, størrelserne, minderne og kunsten finde deres egen måde at mødes på.