En tom væg får os ofte til at begynde med de praktiske spørgsmål. Hvor stort skal værket være? Hvilke farver passer ind? Hvordan spiller det sammen med resten af rummet?
De spørgsmål har deres plads. Men de fortæller kun en del af historien om, hvorfor vi vælger kunst.
Vi kan stå foran det samme værk og opleve det helt forskelligt. Én går videre. En anden bliver stående og vender tilbage til det senere. Farverne og kompositionen er de samme. Det, vi hver især bringer med ind i mødet, er forskelligt.
Inden for neuroæstetik undersøger forskere blandt andet denne personlige side af kunstoplevelsen. I et studie fra New York University fandt Edward Vessel og hans kolleger, at de mest bevægende kunstoplevelser involverede et netværk i hjernen, som også forbindes med tanker om os selv. Forskerne peger på, at kunstens personlige relevans kan være en del af det, der gør oplevelsen intens.
Det giver anledning til at overveje, hvad vi selv lægger mærke til, når vi vælger kunst.
Bliver vi mindet om et landskab, en person eller en periode i vores liv? Tiltrækkes vi af en kraft eller en sårbarhed i udtrykket? Eller er der en overflade, vi bliver ved med at undersøge med øjnene?
Vi behøver ikke have en færdig forklaring. Men vi kan give os tid til at opdage, hvad der fastholder vores interesse.
Når et værk flytter ind, bliver det en del af de omgivelser, vores hverdag foregår i. Vi ser det fra spisebordet, på vej gennem rummet og i dagens skiftende lys. Det er værd at overveje, hvilken plads vi ønsker, det skal have i vores liv.
Spørgsmålet “Hvad ønsker vi at leve med?” giver os mulighed for at begynde dér. Med det, vi føler os draget af, og har lyst til at blive ved med at møde.
Kilde: Vessel, Starr og Rubin (2012), The brain on art: intense aesthetic experience activates the default mode network, Frontiers in Human Neuroscience.