Jeg kender det fra mig selv. Efter lidt tid ved vandet eller mellem træerne er verden ikke nødvendigvis blevet mindre krævende. Men jeg mærker roen fra naturen, og den er tiltrængt i en travl hverdag.
Når kroppen registrerer naturen
Vi kan let komme til at tale om naturen som en smuk kulisse. Men kroppen møder den med langt mere end blikket. Vi hører vandets gentagelser, mærker vinden mod huden, følger lyset mellem grenene og indånder duften af jord, træ og hav.
Opmærksomheden får lov til at bevæge sig uden hele tiden at skulle løse, sortere og reagere. Måske er det en del af forklaringen på, at mange oplever mere plads i hovedet og en anden ro i kroppen, når de opholder sig i grønne eller blå omgivelser.
Naturen kræver ikke, at vi præsterer.
Den giver sanserne noget at vende hjem til.
Den japanske idé om skovbadning
I Japan bruges ordet shinrin-yoku – ofte oversat til skovbadning. Man skal ikke bade i vand. Det handler om at være til stede i skoven og lade den møde sanserne: gå langsomt, se, lytte, dufte og mærke.
Japanske forskere har sammenlignet ophold i skovmiljøer med ophold i bymiljøer. Flere mindre forsøg har peget på lavere puls og blodtryk, lavere koncentration af stresshormonet kortisol og en bevægelse mod den del af det autonome nervesystem, der forbindes med hvile og restitution.
En gennemgang af 22 studier fandt samlet set lavere kortisol i forbindelse med skovbadning. Forskerne understregede samtidig, at studierne var forskellige, ofte små, og at forventningseffekter også kan spille en rolle. Forskningen er lovende, men naturen er ikke en mirakelkur. Alligevel synes jeg, det er værd at tage alvorligt, at naturen kan påvirke vores krop og sind.
En interessant undersøgelse af immunforsvaret
I et lille japansk studie fulgte forskere voksne mænd på en tredages tur i skoven. Efter turen målte de en øget aktivitet og et højere antal af kroppens såkaldte natural killer-celler, som er en del af immunforsvaret. Effekten kunne fortsat måles i dagene efter.
Det er en fascinerende observation, men studiet var lille og kan ikke stå alene. Det viser en mulig biologisk forbindelse, som forskningen kan undersøge videre – ikke at en tur i skoven kan forebygge eller behandle sygdom.
Behøver det være en hel skov?
Nej. Et amerikansk studie fulgte 36 mennesker i deres almindelige hverdag. De valgte selv et sted udendørs, hvor de kunne mærke kontakt med naturen. Målinger af spyt viste, at kortisol faldt ud over det naturlige fald, der sker gennem dagen. I studiet var faldet mest effektivt i forhold til tiden ved ophold på omkring 20 til 30 minutter.
Det betyder ikke, at 20 minutter er en magisk opskrift. Men det er en nænsom påmindelse om, at naturkontakt ikke behøver være en vandretur, en ferie eller endnu en stor ting, vi skal lykkes med. En bænk under et træ. En sti langs vandet. Hænderne i jorden. Et blik op i himlen. Det kan være et sted at begynde.
Her begynder mine værker
Jeg mærker det selv på mine daglige gåture. Den grounding og tilstedeværelse, jeg finder i naturen, håber jeg at bære med ind i værkerne.
Naturen er ikke kun et motiv i mit arbejde. Den er en måde at sanse på. Jeg samler sandets tyngde, vandets bevægelse, lysets skift og de ujævne spor, som ikke prøver at være perfekte.
Når de erfaringer finder vej ind i et værk, ønsker jeg ikke at efterligne naturen. Jeg ønsker at bære en lille del af dens rytme med ind i de rum, vi lever i. Et sted, hvor blikket kan lande, og kroppen måske husker noget, den allerede kender.